Når den professionelle bestyrelse tager fat, bliver der ofte sat nye udgifter og investeringer på agendaen. Typisk er der tale om udgifter og investeringer med et længere sigte på afkast end hidtil. I den familieejet eller ejerledet virksomhed kan der opstå et dilemma med dels at træffe beslutninger om de nødvendige investeringer, dels at acceptere resultatudviklingen i investeringsperioden.
Det er naturligvis bestyrelsens og direktionens opgave at skabe den nødvendige troværdighed og tillid til investeringsplanerne ved brug af business cases og risikoanalyser. Ejerudfordringen er dog typisk mere af følelsesmæssig end økonomisk karakter, fordi det er ”egne” penge der er på spil, som ejeren er vant til at selv at disponere.
Brug ”Now-knappen” med omhu
Trods den gode tillid ses det alligevel fra tid til anden, at ejere eller ejerledere, som har overdraget rattet til bestyrelsen ikke kan afstå fra fristelsen til selv at blive ved med at hive i rattet. Det siger sig selv, at det giver slingrekørsel, og man kan ende i grøften sammen.
Det er ikke unaturligt, at ejeren som har skabt det som i dag ledes af ”professionelle” tyr til gør-det-selv løsningen – det er jo næppe første gang at virksomheden har stået i en situation, hvor tingene skulle rettes hurtigt op. Men det skaber uklarhed om, hvem der egentlig sidder bag rattet, og i værste fald slipper de daglige ”chauffører” rattet, fordi ejeren jo alligevel selv styrer. Derfor bør ejere der har delegeret virksomhedens cockpit til en professionel bestyrelse eller direktion styre sine ”lommesmerter” og have tålmodighed nok til ikke at banke på ”NOW-knappen” hele tiden.
Faktabaserede milepæle fremfor følelser
Dermed ikke sagt, at ejerne ikke skal udfordre sin bestyrelse og direktion på kvaliteten af indsatser og timing af resultaterne. Men det er dog god skik, at dialogen bygger på fakta og valide rationaler, og ikke på følelser. Når resultaterne lader vente på sig, er det en god idé at drøfte og aftale friske milepæle, som ejer og bestyrelse følger op og evaluerer sammen. Det giver den bedste basis for at opnå enighed om behovet for hurtige korrektioner eller skabe den nødvendige tålmodighed, eller at afklare uenigheder og evt. sætte et nyt hold til opgaven.
Giv ledelsen tid og plads til at passe deres arbejde
Det er selvfølgelig ikke kun ejerne, der kan være utålmodige, det kan bestyrelsen også. Her gælder det samme, nemlig at bestyrelsen bør give direktionen arbejdsro til at gennemføre opgaverne med den nødvendige kvalitet og med den prioritet, som er aftalt med bestyrelsen. Netop bestyrelsen kan blive utålmodig fordi medlemmerne typisk har sine kernesager, men ikke har fingeren på den daglige puls, eller måske fordi de blot har tiden. Her er det formandens opgave at sikre, at direktionen mellem bestyrelsesmøderne ikke hele tiden bliver jagtet med opfølgende spørgsmål og gode idéer. Formanden skal være garant for, at ingenting går i glemmebogen og sørge for at opfølgningen skal via formandens dialog med direktøren, og naturligvis bringes op på bestyrelsesmødeagendaens opfølgningspunkter.
Jeg stiller gerne op til uforpligtigende dialogkaffe, hvis du vil vende en konkret sag.
Mads Middelboe
Executive Advisor & CEO
Leadmore ®
Tidligere artikler i seríen om professionelle SMV bestyrelser:
Udnyt SMV potentialet med professionelle bestyrelser
Sådan sætter du som ejerleder det rigtige bestyrelseshold
Når bestyrelsesholdet er på plads, skal der allerførst styr på ”husholdningen”
Når ”husholdningen” er på plads, så handler det om ”hvad” og ”hvordan”
Sådan kan du finde tiden til dit bestyrelsesarbejde